LYS OG MØRKE i oversanselig Forstand er for Mennesker Abstraktioner, men for Gud og alle aandelige Væsener er det Realiteter - mægtige magnetisk virkende Kræfter.
Fra Evighed af havde saavel Urlyset som Urmørket hver især to, hinanden modsatte, Poler, der hvilede i fuldkommen latent Tilstand. Skønt Lyset kun fandtes som en svagt funklende Kerne, overalt omgivet af Mørket, var begge Urkræfters Udstraalinger af nøjagtig ens Styrke.
Mellem de to Urkræfter, paa Grænsen af Lys og Mørke, hvilede Tanken og Villien; selv passive udsattes de fra Evighed af for lige Paavirkning af Lysets og Mørkets Udstraalinger.
­Efter Evigheders fuldkomne Ro indtraadte en Forandring i Urtilstandens stillestaaende Ligevægtsstilling, idet Tanken og Villien med en svag Urosdirren reagerede overfor Mørkets Udstraalinger. Denne svage Urosdirren var det første Tegn paa Tankens og Villiens Overgang fra Passivitet til vaagnende Aktivitet, idet den stedfundne Vibration bragte Urtilstanden ud af Ligevægtsstillingen.
Langsomt, gennem Evigheder, arbejdede Tanken og Villien sig længer og længer bort fra Mørkets Udstraalinger ind imod Lyset, hvis Udstraalinger understøttede dem med en stedse stærkere stigende Dragning, der ledede dem hen imod Lysets Poler. For hver Gang Tanken og Villien fulgte Lysets Dragning, vandt Lyset i Styrke og Omfang; efter ukendte Evigheders fortsatte Dragning naaede Tanken og Villien Lysets Poler, som i Berøringsøjeblikket vaktes af den latente Tilstand; samtidig vaagnede Tanken og Villien til en fuldtud bevidst og villet Virksomhed og udfoldede en gensidig Tiltrækning, saa at de, gennem Evigheders Evighed, langsomt nærmede sig til hinanden, og efter som Afstanden mellem dem formindskedes, tiltog Lyset endnu mere i Styrke, Omfang og Udstraaling.
Tiltrukket og ledet af Villien kæmpede Tanken sig frem; men ved hver Nærmelse laa en Fristelse for Tanken til at standse, inden den fulde Sejer over Mørket var vundet. I Kraft af den altbeherskende Villies Tiltrækning standsede Tanken ikke sin Kamp fremad mod den stedse nærmere kommende Villie, hvorved Lyset bestandig tiltog i Styrke og Klarhed, for til sidst efter nye Evigheder - ved Tankens og Villiens Møde og harmoniske Forening - at løsrive sig fra Mørket og sejrende hæve sig ud af det og over det, saa at Lyset paa alle Sider omgav og omsluttede Mørket, der langsomt trak sig sammen, fortættedes og dannede en mørk Kerne i Lyshavet.
Ved Tankens, det kvindeliges, og Villiens, det mandliges, fuldkomne harmoniske Opgaaen i hinanden fremsteg Gud som Personlighed, som Altets Midtpunkt.